
Mit navn er Nichlas Arne Andersson. Jeg er uddannet socialpædagog fra Professionshøjskolen Absalon i Nykøbing og har gennem min karriere arbejdet tæt med udsatte borgere. Jeg er også foredragsholder, politisk debattør og mønsterbryder. Tidligere har jeg haft æren af at være fællesformand for alle studerende på Professionshøjskolen Absalon, hvilket har givet mig værdifuld erfaring med ledelse, samarbejde og at repræsentere mange forskellige stemmer.
Jeg bor til dagligt i Stubbekøbing, og her har jeg set både styrkerne og udfordringerne i et lokalsamfund på nært hold. Jeg har også boet i Sakskøbing og gennem mere end 20 år opbygget tætte venskaber og relationer i hele Guldborgsund Kommune – selvom jeg også har boet på Sjælland. Derfor ligger både Stubbekøbing, landsbyerne og resten af kommunen mig dybt på sinde, og jeg ønsker at gøre en forskel for alle borgere, uanset hvor de bor.
Politisk har jeg erfaring fra både lokal- og regionalt niveau. Ved regionsvalget i 2021 stillede jeg op for Dansk Folkeparti i Region Sjælland og modtog 704 personlige stemmer. Den erfaring har givet mig et solidt indblik i, hvad det kræver at arbejde for borgernes interesser og skabe konkrete resultater.
Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg vil styrke vores lokalsamfund, skabe tryghed for borgerne og sikre, at alle – især dem, der ofte bliver overset – får en stemme. Sammen kan vi gøre Guldborgsund til et sted, hvor alle føler sig set, hørt og værdsat. Jeg håber, du vil støtte mig og give mig din stemme, så vi sammen kan skabe en stærkere og mere tryg kommune.
"Først som sidst - der skal stå Nichlas til sidst."
Læserbreve
Bragt i Folketidende Lørdag 11. Oktober 2025
Chris Weber burde kigge sig selv i spejlet
Chris Weber og Dit Guldborgsund har travlt med at kritisere beslutningen om Sundskolen. Men måske burde Chris starte med at kigge i spejlet, før han langer ud efter andre.
For sandheden er, at Chris Weber selv som medlem af Dansk Folkeparti var med til at stemme for beslutningen om Sundskolen. Det var ikke en beslutning, der bare blev presset igennem af andre – han sad selv med ved bordet og stemte for.
Alligevel stod Chris Weber ved dagens byrådsmøde og tog afstand fra netop den beslutning, han selv har været med til at træffe. Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Man kan ikke både stemme for noget og bagefter forsøge at vaske hænder og spille forarget.
Borgerne i Guldborgsund fortjener politikere, der står ved deres beslutninger og taler ærligt, ikke nogen, der forsøger at omskrive historien, når det passer dem bedst.
Jeg stiller op for Dansk Folkeparti, fordi jeg mener, at ærlighed, konsekvens og ansvar skal tilbage i lokalpolitikken. Vi skal kunne stole på de politikere, vi vælger – og det starter med at sige tingene, som de er.

Ny valgplakat Nyt efternavn
Jeg har i år valgt at genbruge mit billede fra 2021, men som nogen måske vil opdage så har jeg skiftet efternavnet ud og har samtidig valgt at bruge mit fulde navn. Jeg håber ikke at det skaber for meget forvirring, og det er også en af grundende til at jeg har valgt at genbruge billedet.
Det vigtigste er at huske !
"Først som sidst - der skal stå Nichlas til sidst"

